tirsdag den 7. september 2010

Opvågning; tømmermænd

(synges): sikke en pest vi har haft nu ...
(anden stemme): jeg kan ikke huske det, det, det...
(monolog): jeg vil ikke lyset der kaster væggene
ned i sengen til mig og hele festens affald
jeg tiggede om fuglens føde, hvis jeg holdt
hænderne ud, kunne jeg holde miljøsvinet
i stalden, kontrakten underskrevet

(synges): sikke en pest vi har haft nu ...
(anden stemme) jeg kan ikke glemme det, det, det...
(monolog): det er ikke skyerne der brækker sig
en finger i flodens hals, naturens mavesyre
over jorden, dine afgrøder,
afguderne afbilledet på indersiden
af din kind, her er vinden

(synges): sikke en pest vi har haft nu ...
(anden stemme) jeg kan ikke gøre det, det, det...
(monolog): det er ikke bladene der ligger i vandet
det er vandet der ligger stille
som øllet uden brus, det skummede over
i går, igen i går, hvornår lærer jeg det
jeg holder af, jeg holder fast

(synges): sikke en pest vi har haft nu ...
(anden stemme): jeg kan ikke lade være være værre...
(monolog): det er ikke isen der smelter
det er mig der ligger stille med dynerne
så tunge fra himlen, hvordan skal jeg rejse mig
jeg er en skulptur i tøvejr, tragisk tragisk
jeg kan ikke huske det.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar