søndag den 12. september 2010

om Kærlighed, fra Salmonsens Konversationsleksikon

Kærlighed er en sammensat Følelse, som kræver en betydelig Udvikling for at opstaa.

Den forbinder de Drifter, som føre til Parring og Slægtens Forplantning, med en Kreds af sociale Erfaringer om individuelle Menneskers betydning for hinanden i det daglige Samliv, og jo mere dette sidste faar Overvægten, desto mere former den egentlige K. sig som Modsætning til Driftslivet, Elskoven.

Allerede hos Dyrene kan der spores begyndende K., idet der i Elskoven træffes et individuelt Valg, og i Moderfølelsen viser sig en delvis Uafhængighed af Driften til at give Ungen Næring og Beskyttelse.

Men først hos Menneskene udvikles K. helt.

Hos primitive Folkestammer er det ikke Elskoven, som er ægteskabsstiftende.

Hustruen er en Slavinde, mere end en Elskerinde; man vælger til Hustru, hvis man overhovedet kan vælge, den nævenyttigste, og hjerteligt Samliv eller erotisk Galanteri hører ikke hjemme i det primitive Ægteskab.

Under lidt mere udviklede Forhold har Manden en Hovedkone og en Flok Medhustruer; Hovedkone er den ældste, eller den fornemste, eller den, som gør sin Mand størst Ære, som f.Eks. naar visse Negerstammer foretrække den tykkeste Kone, fordi hun giver social Anseelse, da kun den rige Mand har Raad til at holde en saa unyttig Luksusgenstand.

Negeren maaler groft mellem Hustruens korpulente Uformelighed og Ubevægelighed; mere civiliserede Nationer maale ud fra samme Tankegang deres Hustrus Værdi paa hendes fine arbejdsudygtige og arbejdsuvante Hænder, hendes Ydres hele Vidnesbyrd om Husets Velstand og raffinerede Sædvaner.

Synderlig Affekt er der ikke i en saadan Følelse, men den viser Vejen som et Valg af den anden Person i Kraft af andre Grunde end kønslige.

Affekter fremkomme let, hvor det rent kønslige tillokkende gør sig gældende, vanskeligere, men til Gengæld mere omfattende, hvor den anden Person med alle sine individuelle Ejendommeligheder trænger sig ind i ens daglige Stemningsliv med dets skiftende Glæder og Sorger.

Udgaar Affekten fra det kønslige, bliver den let flakkende og omskiftelig.

Udgaar den fra Erfaring om den andens Karakter, Værdien af den andens Sjæleliv for ens eget, bliver den uden Vanskelighed varig og paalidelig og naar sin fulde Inderlighed, naar den omspænder Sindet saa helt, at den ogsaa drager det kønslig erotiske med ind i Kredsen af de Forhold, den behersker.

Kønsdriften hører til de elementæreste Drifter; den kan derfor, hvor den vækkes direkte, bryde gennem alle Baand, men formaar ikke at fornyes eller bevares af sig selv, men omvendt vil ogsaa alt, hvad der griber en rigtig inderlig, munde ud i en Pirring af denne Drift som den sidste og voldsomste Livsytring.

Dette giver K. dens mangfoldige Afskygninger og gør det vanskeligere at skelne dem skarpt fra hinanden, naar man ikke fæstner Opmærksomheden paa den afgørende Betydning, det har, om Driften staar som Kærlighedsaffektens Begyndelse eller som dens Slutning.

Ogsaa i alle andre Livsforhold viser K. sig væsentlig at bero paa Erindringer og Iagttagelser af Fællesskab i Interesser og Stemninger, jo mangfoldigere og mere forgrenet disse ere, desto mere ubestemt omspændende og derved betagende bliver Kærlighedsfølelsen og kræver som sin Udmunding eller Udløsning en eller anden Ømhedsytring, hvis Forbindelse med det erotiske er grumme stærk.

Mellem Forældre og Børn eller mellem Venner udvikler K. sig paa Grundlag af saadanne sociale Erfaringer, som væve den anden ind i ens Liv gennem saa mange Traade at man blot ser og føler Sammenhængen, men ikke længere noget enkelt bestemt forbindende Led.

Beundring, Beskytterfølelse, Glæde ved det kraftige, muntre og stærke, Taknemmelighed for modtagne Velgerninger, alle store og smaa Nyttebestemmelser i det daglige Liv bidrage hver sit til K., jo rigere det sociale Liv er, desto mere afskygget vil derfor K. kunne blive; men til K. bliver det ikke, før de forskellige Sammenknytningsbaand løbe sammen i et Fællesskab, hvor det enkelte ikke gør sig isoleret gældende, men Helhedens Individualitet til Gengæld er tydelig udpræget.

Jo mere man har Rede paa de enkelte Grunde, der knytte en til en anden, desto mere er man i Stand til at gøre Mellemværendets Balance op, og desto mindre er K. Venskabet, der forbinder, bliver da mere »Hovedets« Sag end »Hjertets«.

K., siger et gammelt Ord, gaar ikke i rette, - der er ikke K., hvor der ikke er en Affekt, der sætter de elementæreste Sider af vor Natur i Bevægelse.

Men K.'s Fylde naas først, hvor dette sker gennem Mangfoldigheden af de rent individuelle Erfaringer. Forældre kunne elske deres Børn, Kammerater og Standsfæller etc. elske hinanden og ofre sig for hinanden uden egentlig K., idet deres elementære Affekt vækkes gennem abstrakte Forestillinger, saasom at Forældre bør elske deres Børn.

Vanens og den sociale Suggestions Indprentning af visse Samholdsformer er ofte nok til at frembringe K.'s ydre Skin. Jo mindre disse Magters Indflydelse bliver, desto højere sjælelig Udvikling bliver K. Vidnesbyrd om, desto sikrere bliver dens Valg, desto skarpere dens Sans for individuelle og personlige Karakterejendommeligheder.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar